Storspillende muskelbundt tager første VM-titel i dart
Gerwyn Price er verdensmester i dart efter en klar finalesejr over den tidligere mester Gary Anderson.
Efter en overlegen finalepræstation kan 35-årige Gerwyn Price for første gang kalde sig verdensmester i dart.
Den hårdt pumpede og højtråbende waliser med en fortid i rugby havde fundet storspillet frem og besejrede skotten Gary Anderson med 7-3 i finalen i Alexandra Palace i London.
Anderson, der selv blev verdensmester i både 2015 og 2016, startede ellers bedst. Men det viste sig snart, at han havde ramt en dag, hvor det kneb med at sætte de afgørende pile.
Det havde Price ingen problemer med. Waliseren styrede kampen med sikker hånd, mens en stadig mere demoraliseret Anderson rystede opgivende på hovedet.
Der skulle syv sætsejre til at sikre sig VM-titlen, og Gerwyn Price opbyggede undervejs et solidt forspring.
Han kom foran 5-1, inden han for første gang rystede en smule på hånden i syvende sæt, som Anderson tog sig af.
Den 50-årige skotte fik en smule bedre styr på pilene, som finalen skred frem. Det gjorde de enkelte sæt mere jævnbyrdige, men Anderson kunne ikke forhindre, at Price bragte sig foran 6-2.
Det så ud, som om finalen var afgjort, da Price blot skulle ramme en dobbelt fem med én af sine tre pile. Men han kiksede dem alle og endte med at tabe sættet.
Også i næste sæt havde han svært ved at lukke kampen. Men Anderson formåede ikke at profitere af den pludselige usikkerhed, og så kunne Price endelig afgøre forestillingen i den tilskuertomme arena.
Med sejren er Gerwyn Price ikke blot vinder af PDC World Darts Championship for første gang. Han er også ejer af førstepræmien på 500.000 britiske pund, svarende til lidt over fire millioner danske kroner.
Samtidig overtager han førstepladsen på verdensranglisten.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker