Storspillende van Persie sænker Sunderland

Der var klasseforskel, da Manchester United vandt 3-1 på Old Trafford over Sunderland i den engelske Premier League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed ligger United forsat øverst i Premier League med 42 point, hvilket er seks mere end Manchester City på andenpladsen.

Det første mål faldt efter 15 minutter, da Ashley Young fandt Robin van Persie, der tæmmede bolden med brystkassen og iskoldt sendte den op under netmaskerne til 1-0.

Kort efter blev det igen hjemmeholdets fans, der fik en grund til at juble. Efter flot opspil sendte Michael Carrick bolden i fødderne på Tom Cleverly, der skød den over i det lange hjørne til 2-0.

Hjemmeholdet holdt fast i bolden og spillede den rundt med stor selvtillid, og dermed så det ikke ud til, at Sunderland skulle få point med hjem fra kampen.

Kort efter pausen faldt der en enkelt chance til udeholdet, men ellers sad Manchester United på det meste af kampen, og hjemmeholdet var også det hold, der havde flest chancer.

Efter knap en times spil modtog van Persie bolden efter et overlap. Han hoppede gennem to forsvarer og sendte bolden ind til Wayne Rooney, der sikkert scorede til 3-0.

Halvvejs igennem anden halvleg gjorde Nemanja Vidic comeback for hjemmeholdet, efter at han har været ude med en meniskskade siden september.

Alt var dog ikke en dans på roser for hjemmeholdet. Et passivt United-forsvar kunne blot se til, da Fraizer Campbelli efter en aflevering ind i feltet kunne heade bolden i mål til 3-1.

Det blev dog ikke til andet end et trøstmål for udeholdet, der måtte se sig besejret 3-1.

David De Gea blev foretrukket i Uniteds mål fremfor danske Anders Lindegaard, efter at danskeren meldte afbud til derbyet mod Manchester City i sidste uge, da hans kæreste skulle føde. Manchester United vandt i øvrigt det opgør 3-2 over City.

/ritzau/