Største investering nogensinde: - Vi har haft det i støbeskeen længe

Snart bliver forholdene bedre, når kuske og heste kommer til Falster. Arkivfoto: Jan Knudsen

Nykøbing F. Travbane betaler millioner for at optimere forholdene for gæstende kuske og heste med 40 splinternye bokse. Også de lokale får stor gavn af fornyelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

3,2 millioner kroner.

Så meget koster de 40 nye såkaldte forspændingsbokse med fire vaskepladser til, som Nykøbing F. Travbane for nylig har indgået aftale om at få anlagt. Boksene skal bruges på løbsdage, når kuske og heste fra nær og fjern kommer til Falster.

- Vi har haft det i støbeskeen længe, men økonomisk har det været svært. Det er den største investering, vi har lavet, siden travbanen blev grundlagt i 1966, siger næstformand Anders Helge Nielsen.

Han fortæller, at hovedforbundet dækker 20 procent af betalingen, mens travbanen selv skal stille med de resterende 80 procent. Det svarer til omtrent 2,5 millioner kroner.

Undgå doping-problemer

Der er to rigtig gode grunde til at bruge så mange penge på nye bokse.

Som det er nu, bruger de gæstende løbsheste de samme bokse, som amatørkuskene bruger til hverdag.

Selvom boksene gøres rent og ryddes op inden løb, er det svært at komme helt til bunds.

- I og med den ikke bliver desinficeret, er der risiko for doping-problemer. Hvis en hest, der normalt er i boksen, får noget medicin og går og spytter, så kan den næste hest få det ind i sig og bone ud på doping. Med de nye bokse får vi mulighed for at desinficere i bund efter hvert løb, forklarer Anders Helge Nielsen og fortsætter:

- Vi har ikke haft nogle tilfælde med doping, men det er simpelthen for at forebygge, at noget kan ske. Det er heldigvis meget sjældent, man ser dopingtilfælde i Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet...

Anders Helge Nielsen - her sammen med datteren Laura Spuhr Nielsen og hesten Falm - er henrykt over de nye muligheder, der venter rundt om hjørnet. Foto: Kim Møller Pedersen

Den anden grund er, at man hidtil, grundet manglende faciliteter, på løbsdage har bedt folk om at flytte de heste, der normalt holder til på travbanen.

- Hvis vi har løbsdag en torsdag aften, hvor det pisser ned, så er det ikke så sjovt at sende en hest ud på fold, siger næstformanden.

Mere på vej

Det er den lokale entreprenør Skovbyg v. Claus Skov, der har fået opgaven med at anlægge de nye bokse.

- Det er glædeligt, at det er en lokal entreprenør, der har fået entreprisen. Han satser på at kunne komme i jorden i maj, og så tager det cirka tre måneder. Planen er at have det færdigt ultimo august, siger Anders Helge Nielsen og forklarer, at det er meget stort for travbanen at gøre så stor en investering.

- Det er slidt. Det er fra 1966, og ikke meget er udskiftet. Med de midler, vi har, prøver vi at optimere, men vi har at gøre med en gammel dame. Vi har blandt andet opdateret vores bistro og fået udskiftet en meget slidt trappe. Men der er ingen tvivl om, at hele hovedtribunen også trænger til en overhaling, siger han.

Samtidig afslører Anders Helge Nielsen, at der er mere i støbeskeen på Nykøbing F. Travbane.

- Vi skal også have bygget ny dyrlægestald med tre bokse og tilknyttet kontor. Måske får vi i forlængelse af det lavet hestehotel. Der er rigtig gode chance for, at vi har fået det, når sæsonen starter i 2025, lyder det fra næstformanden.