Stort comeback sender Holger Rune ind i ny ATP-turnering
Holger Rune - her ved en turnering i Argentina - blev behandlet for en skade under kampen mod Peter Gojowczyk. (arkivfoto) Foto: Oscar Roberto Castro/Ritzau Scanpix
Oscar Roberto Castro/Ritzau Scanpix
Holger Rune blev behandlet undervejs, men leverede et stort comeback og er klar til Barcelona Open.
Holger Rune er klar til deltagelse i hovedturneringen ved ATP 500-turneringen i Barcelona efter et stort comeback i kvalifikationsfinalen søndag.
I den afgørende kamp om en plads i hovedturneringen vandt den 17-årige dansker søndag over tyske Peter Gojowczyk med cifrene 3-6, 6-3, 7-5.
Tyskeren var ellers foran 5-2 i afgørende sæt, men Holger Rune fandt storspillet frem til sidst og snuppede fem partier på stribe.
Rune, der ligger nummer 322 på verdensranglisten, døjede undervejs med en skade i kampen mod verdens nummer 130.
Den unge dansker kom godt fra start med to esser i sit første parti, og det trak også op til, at danskeren skulle få det første servegennembrud.
Han spillede sig til tre chancer ved stillingen 2-2, men formøblede dem alle, og Gojowczyk kom i stedet på 3-2.
I det efterfølgende parti var det så tyskeren, der fik breakchancer i en lind strøm, og han udnyttede den femte til at komme foran 4-2.
Rune havde siden to chancer til at bryde tilbage til 4-5, men Gojowczyk afværgede og tog sættet 6-3.
I andet sæt var begge særdeles godt kørende i egne partier, og der var kun muligheder for at bryde i et parti.
Det var Rune, der udnyttede chancen for at komme på 5-3, og efterfølgende servede han sættet hjem til 6-3.
I begyndelsen af tredje sæt blev Rune dog besværet, og han modtog behandling, da han var nede med breakbold ved stillingen 0-1.
Han kom tilbage på banen, men kunne ikke forhindre bruddet til tyskeren, som også bragte sig på 3-0.
Rune havde faktisk en chance for at bryde tilbage til 2-3, men tyskeren holdt stand og servede sig på 4-1 og 5-2.
Alt pegede i retning af dansk exit.
Peter Gojowczyk kunne serve kampen hjem ved 5-3, men selv om han kom foran 30-0, slog Rune tilbage og brød til 4-5. Pludselig var det åbent igen.
Danskeren holdt serv til 5-5, og han red videre på den gode bølge, som comebacket havde startet.
Han brød tyskerens serv igen til 6-5, og efter lidt nervøst spil på de første to matchbolde i egen serv ved 40-0 lykkedes det danskeren at booke en plads i hovedturneringen på sin tredje matchbold.
Den danske teenager spiller sin kamp i første runde tirsdag, hvor han står over for den 33-årige spanier Albert Ramos-Viñolas.
De to mødtes tidligere i år ved ATP-turneringen i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, hvor spanieren vandt i tre sæt.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde