Stortalenter sparker FC Midtjylland i pokalsemifinalen
Japhet Sery Larsen scorede til 1-0 og lykønskes her af holdkammeraterne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Japhet Sery og Gustav Isaksen grundlagde FC Midtjyllands 3-0-sejr hjemme over OB i pokalkvartfinalen.
Danmarksmesteren FC Midtjylland er klar til semifinalerne i Sydbank Pokalen.
Hjemme på MCH Arena vandt midtjyderne overbevisende med 3-0 over OB og avancerer med samlet 5-1.
De danske U21-landsholdsspillere Japhet Sery og Gustav Isaksen scorede midtjydernes to første mål, før veteranen Lasse Vibe satte punktum med 3-0-scoringen.
I jagten på at vende 1-2-nederlaget fra den første kamp stillede OB op med et persongalleri, der signalerede fuld fart frem. Fire af starterne gør sig bedst i den forreste linje, men det kneb med at sætte den offensive kvartet i scene.
Bedst så det ud for OB, da lynhurtige Mikkel Hyllegaard blev sendt afsted, men hans forsøg fra en spids vinkel blev reddet af Jonas Lössl.
FC Midtjylland rundede første halvleg af med et godt pres, og det kastede også et føringsmål af sig.
OB-keeper Oliver Christensen leverede ellers en pragtredning på Japhet Serys første forsøg, men forsvarsspilleren var selv over returbolden og scorede til 1-0.
Kort inde i anden halvleg forsvandt spændingen endegyldigt. Bolden landede for fødderne af Gustav Isaksen på kanten af feltet, og stortalentet drejede bolden fornemt i mål til 2-0.
Med et kvarter tilbage af opgøret udbyggede Lasse Vibe føringen til 3-0, da bolden lidt tilfældigt dumpede ned foran den tidligere landsholdsspiller efter et hjørnespark.
På det tidspunkt havde kampen allerede mistet en stor del af sin nerve, og begge hold sørgede for at spare på kræfterne og undgå skader inden holdenes vigtige superligakampe i weekenden.
Her skal FC Midtjylland spille storkamp i Parken mod FC København, mens OB skal forsøge at hente point til top-6-regnskabet i en hjemmekamp mod topholdet Brøndby.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde