Støtte til Mikkel Mac sikrer sæson

Det var en meget trist Mikkel Mac, der onsdag måtte sande, at vinterens vedholdende sponsorarbejde ikke var nok. Der var alligevel ikke penge til en sæson i Formel 2.

Men et døgn senere var der vendt op og ned på situationen.
En sæson i Formel 2 koster 255.000 engelske pund svarende til 2,2 millioner danske kroner. En stor sum at skulle rejse, men takket være en lang række velvillige sponsorer på Lolland og Falster lykkedes det i sidste øjeblik at nappe den 24. og sidste plads i dette års Formel 2-felt.
Dermed er vejen banet for, at den bare 18-årige nykøbingenser kan fortsætte sin eksplosive udvikling fra DM-guldet i gokart i 2008 via sølvet i den nordeuropæiske Formel Renault-serie sidste år til nu en af rugekasserne for kommende Formel 1-kørere. Mikkel Mac bliver yngste kører i dette års Formel 2-felt.
I dag venter de to frie træningen på Silverstone, inden det i morgen går løs med først kvalifikationen og dernæst sæsonens første løb i Formel 2.
Søndag formiddag venter en ny kvalifikation, inden det andet løb klokken 15:40 dansk tid.
Hele løbsweekenden kan følges på Motors tv, der blandt andet kan modtages via Canal Digital, eller via hjemmesiden www.formulatwo.com.
Foto: Arkivfoto

Sorg er vendt til glæde. Lokal sponsorer sørger for økonomien er i orden for Mikkel Mac i denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret