Suárez sænkede ene mand Chile med fire mål

Uruguay knuste Chile i fredagens kvalifikationskamp til VM i fodbold i Brasilien i 2014. Og da Argentina kun formåede at spille uafgjort mod upåagtede Bolivia på hjemmebane, fastholder Uruguay toppositionen i den sydamerikanske pulje.

Angriberen Luis Suárez, der tjener til føden i engelske Liverpool, scorede samtlige fire mål i Uruguays sejr på 4-0 over Chile. Målene var ligeligt fordelt på de to halvlege, men faldt inden for bare 30 minutter.

Chile havde handicappet sig selv inden kampen, idet landstræner Claudio Borghis havde suspenderet fem stamspillere af disciplinære årsager.

Suárez blev skiftet ud umiddelbart efter sit fjerde mål til tordnende bifald fra det fyldte Centenario-stadion i Montevideo. Resten af kampen tilbragte angriberen på udskiftningsbænken med et fast greb om den bold, han fire gange sendte i nettet.

I Buenos Aires havde Argentina med en sejr mulighed for at stryge midlertidigt til tops i puljen inden kampen i Uruguay. Men det stjernespækkede argentinske hold måtte nøjes med at spille 1-1 mod Bolivia, der dermed kunne sætte det første point ind på kontoen.

I de tre første kampe har Argentina kun opnået fire point. Lionel Messi var med for Argentina, men som så ofte før havde magikeren fra FC Barcelona svært ved at præstere på samme niveau på landsholdet som på klubholdet.

Selv om Argentina dominerede kampen, kom Bolivia foran efter 55 minutter spil. Fire minutter senere udlignede Argentina ved Ezequiel Lavezzi fra Napoli til de 30.000 tilskueres beroligelse.

Uruguay fører den sydamerikanske pulje på ni hold med syv point efter tre kampe.

/ritzau/

Kvalifikationen til VM i fodbold er i fuld gang i Latinamerika. Argentina skuffede på hjemmebane mod Bolivia.

Offentliggjort Sidst opdateret