Succes for dansk fægtning: Vinder VM-guld

Fægteren Reinhard Münster kan kalde sig verdensmester på kårde i kategorien 70+, som han vandt ved mesterskaberne i Østrigske Krems.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den københavnske fægter vandt titlen efter 11 ubesejrede kampe. I finalen vandt han over den forsvarende verdensmester, Gari Aftandilov fra Rusland.

Guldet varmer hos Dansk Fægteforbund, som tidligere på året erobrede EM-guld ved ungdomsmesterskaberne.

- Vi glæder os på dansk fægtesports vegne over, at vi også i de ældre klasser kan være med til at trække mesterskaber hjem til Danmark, siger formand Jan Sylvest Jensen i en pressemeddelelse.

I marts vandt Frederik von der Osten ungdoms-EM på kårde.

Reinhard Münster fægter til daglig i den københavnske klub Trekanten.

/ritzau/