Succes sender Tauson tilbage i top-100: Det er dejligt
Clara Tauson tabte fredag til Elina Avanesyan i French Opens tredje runde, men turneringen har stadig været en succes for danskeren. Foto: Christophe Petit Tesson/Ritzau Scanpix
Clara Tauson er tilbage i top-100 efter French Open, men det hjælper hende ikke direkte ind i Wimbledon.
Clara Tauson var dybt skuffet, da hun fredag havde tabt i French Opens tredje runde til russeren Elina Avanesyan, men i et større perspektiv var den 20-årige dansker tilfreds med sin turnering.
Hun vandt først tre kampe i kvalifikationen og sejrede derefter i hovedturneringens to første runder.
Sejrene betyder også, at hun efter turneringen er tilbage i top-100, som hun dumpede ud af i slutningen af oktober sidste år. Mandagen efter French Open vil hun sandsynligvis ligge lige omkring nummer 90.
- Rangering er ikke det vigtigste. Det betyder noget, at jeg har det godt og spiller godt. At jeg kom helskindet igennem seks kampe, er det vigtigste. Men det er da dejligt at være tilbage i top-100, og så må jeg kigge fremad.
Tauson har primært spillet små ITF-turneringer i 2023, men med springet frem på verdensranglisten har hun igen større udsigt til at kunne deltage i WTA-turneringer.
- Det kan jeg om nogle uger, når denne turnering er slut. Det var det, jeg har håbet på, nemlig at komme ud og spille nogle større turneringer, siger Tauson.
Om præcis en måned begynder årets tredje grand slam-turnering, Wimbledon, men der har allerede været skæringsdato for, hvilke spillere der træder direkte ind, så her kan Tauson ikke bruge sit comeback i top-100.
- Jeg må igennem kvalen for at komme til Wimbledon. Nu skal jeg lige restituere og få min hjerne tilbage, og så må vi se, hvad der skal ske. Jeg er tilmeldt nogle grusturneringer inden (Wimbledon, red.).
- Nu skal jeg komme mig over dette nederlag, og så tager jeg en dag ad gangen, lyder det fra Tauson.
For at nå tredje runde i French Open får Tauson desuden 142.000 euro, svarende til 1.057.000 danske kroner.
Inden French Open havde hun i 2023 tjent 25.993 dollar i pengepræmier, hvilket i danske kroner er 180.000.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde