Succestræner forlanger nærmest perfekt præstation i topbrag

To point adskiller Xabi Alonsos tropper og Bayern München, der lørdag gæster Leverkusen. (Arkivfoto). Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters

Bayer Leverkusen skal levere en toppræstation, hvis det skal blive til point mod Bayern München, siger Alonso.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er et vaskeægte topbrag på menuen i den tyske Bundesliga, når ligaens førerhold, Bayer Leverkusen, lørdag aften tager imod forfølgeren, Bayern München.

Leverkusens succestræner, Xabi Alonso, stiller derfor tårnhøje krav til sine spillere inden opgøret.

- Vi skal levere en noget nær perfekt præstation, hvis vi skal have noget med fra mødet med så stærk en modstander. Det bliver en stor udfordring. Det er vi fuldstændig klar over, siger den spanske træner på pressemødet inden kampen.

Leverkusen har indtil videre i sæsonen allerede leveret en noget nær perfekt indsats. Holdet topper Bundesligaen med 52 point efter 20 kampe og har endnu sit første nederlag til gode.

Bayern München er inden lørdagens kamp to point efter i tabellen.

- Det er selvfølgelig en stor kamp, men det er ikke et opgør, der vil afgøre sæsonen. Der er tre point på spil og fortsat mange kampe tilbage, siger Xabi Alonso.

Leverkusen-træneren kom til klubben i oktober 2022 og tilskrives en stor del af æren for fremgangen.

De seneste 30 kampe i alle turneringer er Alonsos tropper gået fra banen uden nederlag. Det er to kampe fra rekorden for flest ubesejrede kampe i træk i tysk fodbold.

Det er lørdagens modstander, Bayern München, der tidligere har præsteret den rekord, og Thomas Tuchel og hans mandskab er fast besluttet på at gøre en ende på topholdets stime lørdag.

- Vi tager til Leverkusen for at lægge kortene på bordet og vende tabellen rundt, lyder det fra Bayerns cheftræner.

- I forhold til vores hidtidige præstation i sæsonen er der stadig plads til forbedring. Det er nu, vi skal steppe op, tage det næste skridt og udfordre dem. Vi tager til Leverkusen for intet andet end at vinde, siger Tuchel.

Topkampen spilles 18.30 lørdag.

/ritzau/