Succestræneren tager et år mere
Mads Jensen fortsætter i spidsen for NFH's divisionskvinder også i den kommende sæson. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Mads Jensen fortsætter i spidsen for NFH's 2. divisionshold
NYKØBING Der er ingen grund til at afbryde et samarbejde, der fungerer rigtig godt.
Det er devisen for NFH og træner for klubbens 2. divisionskvindehold, Mads Jensen.
Han fortsætter i den kommende sæson, der igen byder på 2. divisionshåndbold for klubbens næstbedste kvindehold.
- Der har jo ikke været meget at lave i denne sæson, konstaterer Mads Jensen, der kun nåede fire kampe med holdet, inden turneringen blev suspenderet sidst i oktober sidste år.
NFH lå som oprykker i 2. division på en syvendeplads med fire point, og set ud fra de kampe der nåede at blive afviklet, så havde NFH ganske gode muligheder for at etablere sig i landets tredjebedste håndboldrække.
Kører seperat
Holdet rangerer som andethold til klubbens ligahold, men holdene kører seperat, og Mads Jensen kan som i de forgangne sæsoner ikke forvente den store hjælp i form af spillere på de yderste mandater i ligatruppen.
- Det er fint nok. Så ved jeg, hvilke spillere jeg har at arbejde med og kan forberede mig til den enkelte kamp med de spillere, jeg ved, der er til rådighed, siger Mads Jensen, der også i den kommende sæson satser på en solid midterplacering i 2. division.
- Det er da målet, men det afhænger at hvilke spillere, der er til rådighed. Det er lidt af et puslespil på nuværende tidspunkt, da flere endnu ikke har meldt ud, hvad de skal i forbindelse med deres videreuddannelse, og om de kommer ind på de uddannelser, de søger ind ind på, fortæller Mads Jensen, der arbejder med mange spillere, der er førsteårsseniorer.
Før denne sæson forsøgte man sig med at få grønlandske spillere til Nykøbing, da det kneb med at stille et fuldtalligt U/19-hold. Flere af dem fik spilletid både på 2. divisions- og U/19-holdet, men de fleste af dem havde svært ved at falde til og er rejst hjem igen.
På nuværende tidspunkt er der kun en enkelt tilbage, og Mads Jensen forventer ikke, at se de øvrige, når træningen starter op igen efter sommerferien.
Fjerde sæson
Mads Jensen tager hul på sin fjerde sæson i spidsen for holdet, og man må sige, at han har været en ubetinget succes.
Første sæson i Kvalifikationsrækken blev en bragende succes med en sikker oprykning og i fjor gentog billedet sig i 3. division, der godt nok ikke blev spillet helt til ende, men NFH var så langt foran nummer to, at oprykningen blev en realitet, da turneringen blev lukket ned.
- Det er lykkedes os at skabe et godt miljø for de spillere på Lolland-Falster, der gerne vil gøre noget ud af håndbolden og spille på et vist niveau, konstaterer Mads Jensen, der samler spillere fra det meste af Lolland-Falster.
- Vi satser ikke på tilgang, for vi har de spillere inde i folden fra Lolland-Falster, som kan gøre sig gældende på divisionsniveau, lyder det fra Mads Jensen.
Klubbens U/19-hold har også træneren på plads. Her fortsætter David Langkilde Møller.