Landsholdsangriberen, der brækkede næsen for en måned siden, blev skiftet ind fra anden halvlegs start ved stillingen 0-2 i et mislykket forsøg på at få point med fra den svære udekamp.
Sunderland blev nemlig blæst af banen fra kampens start, hvor værterne kun skulle bruge tre minutter på at bringe sig i front.
Peter Odemwingie løb fri fra Sunderlands midterforsvar og snittede bolden i mål til 1-0.
West Bromwich fortsatte med at styre begivenhederne og trykkede på for at fremtvinge en tidlig afgørelse.
Kort før pausen øgede James Morrison til 2-0 på endnu et hovedstød, der igen viste store problemer i gæsternes forsvar.
I pausen forsøgte Sunderland-manager Martin O'Neill sig med en dobbelt udskiftning, men Bendtner nåede stort set ikke at røre bolden, før West Bromwich havde bragt sig i front med 3-0. Igen ved Peter Odemwingie.
Flere medrejsende Sunderland-fans fik herefter nok og begyndte at forlade stadion.
Nicklas Bendtner kom i slutfasen til en enkelt god chance, da danskeren forgæves kastede sig efter en bold i straffesparksfeltet.
Generelt havde den danske landsholdsangriber det svært på en dag, hvor de fleste på gæsternes mandskab havde en offday.
Indsatsen blev udstillet i overtiden, hvor værternes Keith Andrews scorede til slutresultatet.
Trods nederlaget indtager Bendtner og holdkammeraterne med 33 point fortsat en placering i midten af Premier League. Det samme gør West Bromwich, der har et point færre.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker