Super-Brian vil have Wozniackis træner

Comeback-bokseren Brian Nielsen håber at få Caroline Wozniackis fysiske træner, Poul Duvill, som træner op til kampen den 7. maj mod Evander Holyfield i København.

- Jeg savner min egen træner, Poul Duvill. Ham vil jeg gerne have tilbage. Vi snakker samme sprog og kender hinanden rigtig godt, siger Brian Nielsen til Ritzau.

Brian Nielsen er generelt set tilfreds med sit samarbejde med den tyske træner, Karsten Röwer.

Nielsen vil dog helst genoptage sit samarbejde med Poul Duvill, som trænede ham før karrierestoppet.

Duvill meldte oprindeligt ud, at han ikke havde tid i kalenderen til at træne Brian Nielsen op til opgøret mod Holyfield, fordi han havde givet tilsagn om at træne Caroline Wozniacki.

Men ifølge Brian Nielsen har en mulighed åbnet sig for, at han og Duvill måske kan genoptage samarbejdet.

- Poul har lavet lidt om på sin holdning, tror jeg. Jeg talte med Poul lørdag, han er en god fyr og en god træner. Det var ham, der fortalte mig, at der måske var en mulighed, siger Brian Nielsen.

Ifølge Brian Nielsen har en af Karsten Röwers andre boksere en kamp den 7. maj, hvilket kan åbne op for, at Nielsen får Duvill tilbage.

- Det vil selvfølgelig være svært at have ham i ringhjørnet, når jeg har haft en anden til at træne mig i mange måneder. Men man kan lave en overgangsperiode på 14 dage, hvor de kan snakke sammen, siger Brian Nielsen. /ritzau/

Brian Nielsen vil have Caroline Wozniackis fysiske træner, Poul Duvill, tilbage til Evander Holyfield-kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret