Super Six-rivaler tror på Kessler-sejr

Mikkel Kessler får ikke blot opbakning fra omkring 10.000 fans, når han lørdag møder englænderen Carl Froch i Herning i sin anden kamp i Super Six-turneringen.

Tre af hans konkurrenter i turneringen tror på, at den danske bokser vrister WBC-bæltet fra Froch i Messecenter Herning.

- Mikkel er for talentfuld og poleret for Froch, og Kessler har flere redskaber, som Froch ikke kan matche. Kessler er meget motiveret efter sit nederlag mod mig og kan igen blive verdensmester ved at vinde, siger Andre Ward i en pressemeddelelse.

Netop amerikanske Ward tog WBA-titlen fra Mikkel Kessler i november i Oakland.

Også Kesslers tyske staldkammerat hos Team Sauerland Arthur Abraham peger på danskeren som vinder. Det samme gør amerikaneren Andre Dirrell, som i oktober tabte knebent til Carl Froch på point.

- Mikkel Kessler vinder med samtlige dommerstemmer. Han er en meget smart bokser med stort potentiale. Trods nederlaget mod Ward har han haft stor succes mod europæiske boksere, og det vil han også få mod Froch, vurderer Dirrell.

Den senest ankomne i Super Six-turneringen, amerikaneren Allan Green, er den eneste blandt de fire øvrige boksere i Super Six-feltet, som ikke tror på Kessler som vinder.

- Jeg holder på Froch. Jeg tror, han har mest selvtillid lige nu, siger Allan Green, som skal møde Mikkel Kessler senere i turneringen.

Green er trådt til som reserve, efter at landsmanden Jermain Taylor i oktober led et dramatisk knockoutnederlag mod Arthur Abraham.

Hvis Carl Froch besejrer Mikkel Kessler, er englænderen sikker på at gå videre til semifinalerne.

/ritzau/

Tre af Mikkel Kesslers konkurrenter i Super Six-turneringen tror, at den danske bokser besejrer WBC-mesteren Carl Froch på lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret