Superliga-oprykker forlænger med rutineret midtbanespiller
Martin Spelmann tager endnu en sæson i Hvidovre-trøjen. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Martin Spelmann kommer til at spille en afgørende rolle for Hvidovre i Superligaen, mener sportschef.
Superliga-oprykkeren Hvidovre forlænger kontrakten med Martin Spelmann.
Det siger sportschef Peter Lassen til Hvidovre Avis.
- Det er jo folk som ham, der skal gå forrest, når vi skal bestige det kæmpe bjerg, der hedder Superligaen.
- Vi har jo set, hvor stor indflydelse han har haft på vores hold især i denne sæson, hvor han blandt andet har haft en stor andel i, at de unge har kunnet præstere, og det håber jeg, han kan fortsætte med, siger Lassen om den 36-årige midtbanespiller.
Spelmann har spillet de seneste to år i Hvidovre, og han har stor erfaring med landets bedste fodboldrække. Han har spillet i Superligaen for Brøndby, AC Horsens, OB og AGF tidligere i karrieren.
Det er indtil videre blevet til 52 kampe i Hvidovre-trøjen for Spelmann. Han har scoret to mål for klubben, skriver Hvidovre Avis.
Tidligere på måneden hentede Hvidovre 31-årige Mathias Gehrt som ny spiller til midtbanen. Gehrt spillede som ung blandt andet 55 kampe for Brøndby i Superligaen.
Han har siden også været i hollandske ADO Den Haag samt Helsingør og Roskilde i Danmark. Det er ti år siden, at Gehrt spillede sin seneste kamp i Superligaen.
Hvidovre har mistet midtbanespillerne Frederik Carlsen og Andreas Pyndt i forhold til sin oprykningssæson. Begge er taget til konkurrenten Silkeborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker