Superligaen: Sønderjyske skifter ud i truppen
Bundproppen i Superligaen i fodbold, Sønderjyske, skifter ud i sin trup kort før, at transfervinduet lukker.
Klubben sælger den 23-årige østriger Florian Hart til den østrigske ligaklub SV Grödig og henter i stedet Pierre Kanstrup på en lejeaftale. 24-årige Kanstrup var anfører i 1. divisionsklubben Fredericia.
- Vi er kede af at sige farvel til Florian Hart, siger sportschef Ole Nielsen i en pressemeddelelse.
Florian Hart havde ifølge Ole Nielsen hjemve og ønskede at komme tættere på sin kæreste og sin familie i hjemlandet Østrig, selv om han havde kontrakt med Sønderjyske i yderligere halvandet år.
- Vi kunne have forholdt os til kontrakten. På den anden side lægger vi i Sønderjyske stor vægt på, at vores spillere trives og får en hverdag til at fungere. Da SV Grödig kom på banen, valgte vi at acceptere klubskiftet med omgående virkning, siger Ole Nielsen.
Han kan til gengæld glæde sig over velvilje fra FC Fredericia, hvor Sønderjyske har lejet forsvarsspilleren Pierre Kanstrup, som tidligere har været på kontrakt i blandt andet Brøndby og Lyngby.
Han skal styrke sønderjydernes defensiv, hvor han kan spille flere pladser.
- Pierre Kanstrup er dygtig i hovedspillet og markerer sig også som en leder på banen. Vi tror på, at han kan bidrage med meget i de hårde overlevelseskampe, der venter i foråret, siger sportschefen.
Sønderjyske er sidst i Superligaen med kun 16 point for 18 kampe - fem point under nedrykningsstregen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker