Superligatrænerne får flere muligheder på bænken
Thomas Thomasberg og de øvrige cheftrænere i Superligaen får nu lidt flere valgmuligheder, når de overvejer, hvem de skal skifte ind for at ændre en kamp. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Antallet af spillere på bænken til kampe i Superligaen og 1. division stiger fra syv til ni forud for sæsonen.
Når den nye sæson bliver sparket i gang i landets to bedste fodboldrækker, bliver det med bredere bænke end tidligere.
Antallet af spillere på bænken stiger fra syv til ni i den kommende sæson, heraf skal en af de ni spillere være reservemålmand.
Det fremgår af turneringsreglerne for 2022/23-sæsonen.
Turneringschefen i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, siger, at det blandt andet er en konsekvens af, at reglen om at tillade fem udskiftninger i stedet for tre er blevet permanent, efter at det i to år har været en coronaskabt dispensationsregel.
- Den regel er nu blevet permanent, og derfor har det også været oplagt at kigge på bænkens størrelse.
- I mine øjne har man bare genetableret balancen for, hvor mange variationsmuligheder en træner har, når man sætter antallet af tilladte indskiftninger op mod antallet af spillere på bænken, siger Peter Ebbesen.
I februar lavede Ritzau en rundspørge blandt Superligaens cheftrænere om antallet af udskiftninger og størrelsen på bænken.
9 ud af 11 deltagende trænere bakkede op om at gøre reglen om fem indskiftninger permanent, og 10 af de 11 trænere var også med på at udvide antallet af pladser på bænken for at få flere taktiske muligheder, men også for at kunne have plads til flere unge spillere.
Klubberne var også taget med på råd i den endelige beslutning om at gøre bænken bredere.
Der var dog ikke enighed om, hvor bred bænken egentlig skulle være, siger Peter Ebbesen.
- Vi har drøftet sagen med klubberne, og der er ikke mange andre ligaer i Europa, som ikke har udvidet bænken fra 7 til 9, 10, 11 eller 12 spillere.
- Der var nogle klubber, som spurgte om, hvorfor vi ikke bare gjorde som i Champions League, landskampe og flere andre lande, hvor man har 11 markspillere og en reservemålmand på bænken.
- Men der er forskellige interesser, og der er også noget logistik omkring, hvis man øger antallet af spillere på bænken med fem spillere i forhold til antallet af fysiske pladser på udskiftningsbænkene og i omklædningsrummene og sådan noget, siger turneringschefen.
Superligaen sparkes i gang på fredag, mens 1. division begynder i næste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde