Surt for Pytlick: Playmaker melder fra til VM
Håndboldlandstræner Jan Pytlick må lørdag notere sig et ærgerligt afbud til landsholdet.
FC Midtjyllands kreative playmaker Lærke Møller har nemlig valgt at sige fra i forhold til december måneds VM i Serbien.
Det skriver FC Midtjylland Håndbold på sin hjemmeside.
- Kroppen er frisk og klar, og jeg kan deltage i alt på klubholdet. Men at skulle af sted med landsholdet hver gang der er pause i ligaen, og til et mesterskab med mange kampe, er krævende. I stedet er det bedre at bygge kroppen endnu bedre op, så jeg er endnu stærkere fysisk efter nytår, siger hun til klubbens hjemmeside.
- Det har selvfølgelig været en svær beslutning, for jeg elsker at spille i den rød-hvide dragt og repræsentere Danmark. Men det er 100 procent min egen beslutning, og en beslutning, der er gennemtænkt.
Lærke Møller hører til blandt Danmarks absolut bedste og mest kreative playmakere. Når hun er skadesfri.
Hun understreger da også, at hendes beslutning langt fra er permanent.
Jan Pytlick siger til tv2.dk, at han er enig i Lærke Møllers beslutning.
- Vi ønsker, at hun skal være en fast del af landsholdet fremover, og ikke kun dukke op ind imellem, så det her afbud skal ses som en investering i fremtiden, siger landstræneren.
VM bliver spillet i Serbien fra den 6. til den 22. december.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned