Suveræn Antonsen hamrer sig i indonesisk semifinale

Anders Antonsen vandt i to sæt over Kunlavut Vitidsarn. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Anders Antonsen er klar til semifinalen i Indonesia Masters på Bali efter endnu en sejr i to sæt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Anders Antonsen er på overbevisende facon klar til semifinalerne i badmintonturneringen Indonesia Masters på Bali.

Fredag vandt han sin semifinale over Kunlavut Vitidsarn fra Thailand med cifrene 21-11, 21-17.

Nu venter lørdag en semifinale mod inderen Kidambi Srikanth, der i kvartfinalen sendte Viktor Axelsens banemand, Prannoy Haseena Sunil Kumar, ud af turneringen.

Antonsen kom flyvende fra start og bragte sig foran 6-0, og Vitidsarn nåede aldrig at komme ind i sættet.

Også i andet sæt kom Antonsen foran med 6-0, men denne gang svarede modstanderen tilbage.

Med fem point i træk vekslede Vitidsarn 6-10 til 11-10, og i en periode var spillet ganske jævnbyrdigt.

Da det spidsede til i afslutningen, var Antonsen dog bedst. Fra bagud 14-15 vandt Antonsen syv af kampens sidste ni point og vandt sættet 21-17.

Dermed har danskeren stadig ikke afgivet et sæt i turneringen, der i denne sæson er blevet opgraderet til en såkaldt Super 750-turnering og er dermed rangeret på tredje niveau på badmintonspillernes World Tour.

Antonsen bliver eneste dansker i lørdagens semifinaler. Tidligere fredag tabte Rasmus Gemke sin kvartfinale til verdensetteren, Kento Momota, med 5-21, 15-21.

Den syvendeseedede herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte en tæt kvartfinale med 19-21 i afgørende sæt til et japansk par.