Suveræn Nadal glæder sig over bedre spil

Rafael Nadal er nummer et i verden, topseedet US Open, men endnu er spanieren aldrig nået til tops i den eneste grand slam-turnering, han mangler at vinde.

Natten til onsdag dansk tid nåede Nadal lidt tættere på det mål, da han på Arthur Ashe Stadium vandt i tre sæt over landsmanden Feliciano Lopez 6-3, 6-4 og 6-4. Det var fjerde kamp i træk, Nadal vandt uden at afgive et eneste sæt.

- Jeg synes, jeg spiller godt, men jeg er endnu ikke oppe på mit højeste niveau. Jeg spiller bedre og bedre for hver dag, der går. Og jeg var nødt til at spille lidt bedre i dag også, siger Rafael Nadal.

Spanieren servede som i de foregående kampe uhyre stærkt og har endnu ikke tabt et eneste serveparti. Det gjorde Nadal heller ikke mod Lopez, hvor han vandt hele 90 procent af sine førsteserver.

- Jeg spillede ikke dårligt, men han var bedre på de vigtige point. "Rafa" giver ikke mange chancer væk i en kamp, siger den slagne Lopez, som var seedet som nummer 23 i turneringen.

Nadal møder torsdag i kvartfinalen endnu en spanier i skikkelse af Fernando Verdasco, som skulle bruge næsten fire og en halv time på at slå David Ferrer.

- Ja, det var en lang kamp, men jeg har prøvet at bruge fem timer og et kvarter på at vinde en semifinale i Australian Open, og jeg skulle spille finale en dag senere, påpeger Rafael Nadal og tilføjer:

- Jeg var meget træt, men jeg var parat. Det tror jeg helt sikkert også, at Verdasco er.

/ritzau/

Verdensetteren Rafael Nadal glæder sig over at være nået til kvartfinalen i grand slam-turneringen US Open, hvor han mærker forbedringer i sit spil dag for dag.

Offentliggjort Sidst opdateret