Suveræn Roglic spurter sig siddende til Tirreno-hattrick
Primoz Roglic var igen klogest og stærkest, da etapevinderen skulle findes lørdag i Tirreno-Adriatico. (Arkivfoto). Foto: Gian Mattia D''alberto/Ritzau Scanpix
Primoz Roglic er klart stærkeste mand opad i Tirreno-Adriatico. Lørdag vandt han for tredje dag i træk.
Mens Jonas Vingegaard ikke helt kan følge med Tadej Pogacar i Paris-Nice, er danskerens holdkammerat og Pogacars landsmand, Primoz Roglic, i færd med at sætte alle til vægs i Tirreno-Adriatico.
Lørdag leverede han et ægte hattrick, da han for tredje dag i træk snuppede etapesejren. Det betød også, at han udbyggede sin føring i den samlede stilling forud for søndagens afsluttende etape.
Roglic kørte en klog finale, hvor han lod andre gøre det hårde arbejde. På brostensbakken op til mål satte han armene ned i bøjlen, og uden at rejse sig op spurtede han forbi rivalerne.
Tao Geoghegan Hart kom ind som toer, mens Joao Almeida blev nummer tre foran Enric Mas og Mikel Landa. Alle fire kom ind i samme tid som Roglic.
Portugiseren Almeida er nærmest Roglic i klassementet. Han er 18 sekunder efter sloveneren.
Størstedelen af etapen foregik på en 35 kilometer rundstrækning, som indeholdt flere skrappe stigninger og modbydelige bakker. Den rundstrækning skulle rytterne køre tre gange.
De intense og ofte brostensbelagte stigninger slog huller overalt i feltet, hver eneste gang de mødte feltet.
Det tidlige udbrud var hurtigt dømt til at mislykkes. Især fordi Jumbo-Visma viste klare intentioner om at jagte et sejrshattrick med Primoz Roglic.
Casper Pedersen var også i udbrud i løbet af etapen, men som alle andre, der forsøgte sig, blev han holdt i kort snor af Roglic, Wout van Aert og co.
UAE og Ineos tog dog også del i føringsarbejdet sidst på etapen. Det gjorde kun tingene lettere for Roglic, som i ro og mag kunne udnytte konkurrenternes arbejde og hugge til på de sidste par hundrede meter.
Søndagens etape er flad, så der er ikke udsigt til ændringer i toppen af klassementet.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker