Suveræn slutspurt sikrer America's Cup-forsvar
Team New Zealand fejrer sejren mod Luna Rossa i den prestigefyldte America's Cup. Foto: Simon Watts/Reuters
Simon Watts/Reuters
Team New Zealand forsvarede natten til onsdag dansk tid America's Cup-titlen mod italienske Luna Rossa.
Sejlsportens hellige gral forbliver på newzealandske hænder.
Det står klart, efter at Team New Zealand gentog bedriften fra for fire år siden og tog sejren i den prestigefyldte kapsejlads America's Cup ud for Aucklands kyst.
Efter at have være bagud med 2-3 i dysten, som sejles bedst af 13 sejladser, tog de forsvarende mestre fem sejladser på stribe - den sidste natten til onsdag dansk tid.
Dermed beholder newzealænderne trofæet i endnu fire år efter en sejr på 7-3.
- Det er fuldstændig surrealistisk. Det betyder alt for os som hold, lyder det fra besætningsmedlemmet Peter Burling ifølge nyhedsbureauet AFP.
At America's Cup er en ekstraordinær sejlsportskonkurrence understreges også af, at New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, var hurtigt ved tasterne for at lykønske holdet med sejren i en pressemeddelelse.
- Team New Zealand har igen gjort os alle så stolte ved at sørge for, at America's Cup forbliver New Zealand's Cup, skriver hun.
America's Cup sejles hvert fjerde år, hvor en udfordrer fundet gennem en kvalifikation møder den forsvarende vindernation - som oftest repræsenteret ved den forsvarende vinderbesætning.
Efter at have tabt en tæt dyst til Oracle Team USA i 2013 fik Team New Zealand revanche i 2017, hvor holdet knuste amerikanerne med 7-1.
Nu er man også lykkedes med at forsvare den ærefulde titel i dysten, hvis historie går tilbage til 1851.
Team New Zealand vandt første gang titlen i 1995 og lykkedes dengang med at forsvare den en enkelt gang.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde