Suveræn Tony Martin smadrer alle i Tourens enkeltstart
Foto: Jacky Naegelen /Scanpix
Jacky Naegelen /Scanpix
Helt som ventet kunne ingen hamle op med tyske Tony Martin på lørdagens enkeltstart i Tour de France fra Bergerac til Perigueux, der var løbets 20. etape.
På løbets næstsidste etape vandt Omega Pharma-Quick-Step-rytteren med en margen på 1,39 minut ned til nummer to, hollænderen Tom Dumoulin (Giant-Shimano).
Det var anden gang i årets Tour de France, at Tony Martin kunne fejres for en etapesejr. Han vandt også løbets 9. etape.
"Panzerwagen", som han populært kaldes, kørte de 54 kilometer fremragende i eget selskab, og allerede på den første mellemtid var han markant hurtigere end den hidtil hurtigste.
Han passerede målstregen i tiden 1.06.21 timer og var da 1.47 minut bedre end tjekken Jan Barta (Netapp), der havde hidtil bedste tid. Tjekken sluttede på tredjepladsen.
Den suveræne nummer et i det samlede klassement, Vincenzo Nibali (Astana), sluttede på fjerdepladsen på enkeltstarten.
Han fører nu løbet med næsten otte minutter ned til nummer to. Dermed kan kun uheld forhindre ham i at vinde løbet samlet søndag.
Den afsluttende etape søndag indledes med paradekørsel, inden den slutter af med otte rundstrækninger i Paris og formentlig en massespurt på Champs-Élysées.
Enkeltstartens største drama udspillede sig blandt de næste ryttere i klassementet, der kæmpede om de øvrige podiepladser.
Både anden- og tredjepladsen er fortsat besat af franskmænd, men de to landsmænd byttede plads i stillingen efter enkeltstarten.
Jean-Christophe Péraud (Ag2r) ligger nu nummer to foran Thibaut Pinot (FDJ). 32 sekunder skiller dem fra hinanden.
Fjerdepladsen ser ud til at gå til spanske Alejandro Valverde (Movistar).
Romain Bardet (Ag2r) så ud til at blive den tredje franskmand i top-fem, men en punktering tæt på mål kostede ham placeringen. I stedet tog amerikaneren Tejay van Garderen (BMC) femtepladsen.
Løbets danskere markerede sig ikke på enkeltstarten. Lars Bak sluttede på 66.-pladsen 6.22 minutter efter vinderen. Jakob Fuglsang blev nummer 125 med 8.53 minutter til Martin. Michael Mørkøv var yderligere to sekunder langsommere som nummer 128.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned