Suveræn Zverev slår Alcaraz og er semifinaleklar i Torino
Tyskeren leverede flere fremragende vinderslag og serveesser i sejren over Alcaraz. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters
Alexander Zverev er klar til semifinalen efter en flot sejr over Carlos Alcaraz. Også Casper Ruud er videre.
Tyske Alexander Zverev leverede fremragende tennis, da han vandt 7-6, 6-4 over spanske Carlos Alcaraz i den sidste gruppekamp ved sæsonfinalen ATP Finals i Torino.
Med sejren tager Zverev en suveræn gruppesejr. Han har vundet alle tre gruppekampe uden at afgive et eneste sæt.
I semifinalen venter amerikanske Taylor Fritz, der torsdag sikrede sig andenpladsen i gruppe A.
I den anden semifinale møder italienske Jannik Sinner, der vandt gruppe A, nordmanden Casper Ruud.
Med 6-4 over russiske Andrey Rublev i første sæt i den sene kamp fredag sikrede Ruud sig nemlig andenpladsen i gruppe B efter Zverev. Senere vandt Ruud også kampen efter 5-7 i andet sæt og 6-2 i tredje sæt.
Alcaraz røg dermed allerede ud i gruppespillet.
Første sæt mellem Zverev og Alcaraz var en tæt affære, hvor ingen af spillerne gav noget væk i egen serv.
Tættest på et brud var Zverev ved 6-5, men tyskeren missede sætbolden, og så skulle sættet afgøres i tiebreak.
Her kom Zverev oven på og tilspillede sig to sætbolde. På den anden var der gevinst, da han i egen serv sikrede sig sættet.
I andet sæt fortsatte Zverev storspillet, mens der kom flere fejl ind i Alcaraz' spil.
Det blev allerede tydeligt i sættets første parti, hvor spanieren lavede et par uprovokerede fejl, som tyskeren straffede. Derfor blev det til kampens første brud, da Alcaraz sløset sendte bolden i nettet på Zverevs breakbold.
Bagud 2-4 tilspillede spanieren sig muligheden for at bryde tilbage i sættet, men Zverev afværgede med forrygende spil to breakbolde.
Tyskeren leverede en stort set perfekt kamp, og foran 5-4 tilspillede han sig med flere fremragende slag en matchbold i egen serv.
Den udnyttede Zverev i første forsøg, da han sendte en hård serv afsted, som Alcaraz returnerede i nettet.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker