Usain Bolt gad kun løbe 90 meter, men det var også mere end rigeligt ved de indledende heat i 100-meter-løb, da han sikrede sig en plads i VM-semifinalen i sydkoreanske Daegu.
Den 25-årige jamaicaner vandt 6. heat sikkert i tiden 10,10 sekunder. Det er mere end et halvt sekund langsommere end hans egen verdensrekord fra 2009.
Verdensmesteren trak fra konkurrenterne lige fra start i et heat, hvor briten Dwain Chambers og spanieren Angel Rodriguez sikrede de to øvrige pladser i semifinalen med tiderne 10,28 og 10,37 sekunder.
Den 25-årige fartkanon kom ind på stadion i Daegu i vanlig spasmagerstil og rettede på sit skæg ved hjælp af storskærmen.
Jamaicaneren har været yderst selvsikker op til VM, selvom han har været plaget af skader gennem en længere periode.
Usain Bolt stiler efter at forsvare VM-titlen, som han vandt i Berlin i 2009, da han satte verdensrekord med tiden 9,58 sekunder.
Den forsvarende europamester på 100-meter-distancen, franskmanden Christophe Lemaitre, vandt suverænt det tredje heat i tiden 10,14 sekunder.
Dermed er det 21-årige franske stortalent videre til semifinalerne, som løbes to timer inden 100-meter-finalen søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker