Suveræne OB slår Fredericia og øger afstanden i toppen
OB slog søndag suveræniteten fast i den næstbedste række, da holdet vandt 4-1 i topkampen i Fredericia. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
OB har sikker kurs mod Superligaen. Søndag vandt de kyniske fynboer 4-1 over Fredericia i topkampen.
Der er OB, og så er der alle de andre i landets næstbedste fodboldrække.
Det blev søndag slået fast, da fynboerne på udebane tog en 4-1-sejr over den nærmeste forfølger i topstriden, FC Fredericia.
OB sprudlede ikke spillemæssigt, men viste den kynisme, der skulle til for at tage en sikker sejr.
Med sejren øger OB afstanden ned til konkurrenterne i toppen. Fynboerne har 13 sejre i sæsonens første 15 kampe og har på duksepladsen 40 point og sikker kurs mod oprykning.
Det er 12 point mere end Fredericia, der trods nederlaget stadig ligger toer.
Andetsteds kom Esbjerg efter to nederlag i træk tilbage på sporet, da holdet hjemme slog Hobro med 3-2. Det så ellers længe ud til, at hjemmeholdet skulle sætte point til, men scoringer i det 86. og 88. minut ændrede på det.
Esbjerg ligger nummer fire med 25 point, mens AC Horsens på tredjepladsen med 27 point er lige i hælene på Fredericia.
OB fik i Fredericia en perfekt start på kampen. Efter ni minutter slog Max Ejdum til, da han fra kanten af feltet sendte bolden helt op i hjørnet af Fredericia-målet.
Derfra kom værterne bedre med i kampen, og kort inde i anden halvleg blev der bragt balance i regnskabet.
Et velspillet Fredericia-angreb endte for fødderne af Oscar Buch, der sparkede første gang til det flade indlæg og sendte bolden fladt ind ved den fjerne stolpe.
Det gik dog ikke længe, før OB kom tilbage på sejrskurs.
Ti minutter inde i anden halvleg blev Jakob Bonde nedlagt foran Fredericia-feltet, og midtbanemanden tog sig efterfølgende selv af frisparket, som han sendte i netmaskerne med hjælp fra en afretning i muren.
Scoringen var et slag i maven på Fredericia, og tre minutter senere blev ondt værre for hjemmeholdet.
En nedfaldsbold fra et fynsk hjørnespark endte for fødderne af 17-årige William Martin, der fra kanten af feltet sparkede første gang til læderet.
Det var et forkølet forsøg, men takket være to afretninger, endte afslutningen med at snyde Valdemar Birksø i hjemmeholdets mål.
Et kvarter før tid blev kampen endegyldigt afgjort, da Max Fenger dirigerede en afslutning fra 17-årige Martin videre ind i netmaskerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker