Suveræne Sinner ser stadig plads til forbedring efter sejr

Italienske Jannik Sinner vandt søndag aften sæsonens ottende titel. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

23-årige Jannik Sinner har for første gang vundet finalen ATP Finals, som han tabte til Djokovic sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jannik Sinner mener selv, at der stadig er områder, hvor han kan blive bedre til at spille tennis.

Det siger verdensetteren søndag kort efter at have vundet sæsonfinalen ATP Finals på hjemmebane i Torino.

- Der er stadig indimellem nogle slag, som jeg kan gøre bedre, men det er små detaljer. Jo højere niveau, man spiller på, des flere detaljer kan afgøre forskellen, siger han.

23-årige Sinner er den suveræne verdensetter og har vundet 26 af sine seneste 27 kampe.

Det viste han også i finalen søndag, hvor han ikke afgav et eneste sæt til amerikanske Taylor Fritz og spillede 6-4, 6-4.

Det er første gang, at 23-årige Sinner går hele vejen i ATP Finals. Sidste år nåede han finalen, hvor det blev til et klart nederlag til serbiske Novak Djokovic.

- Jeg forsøgte at forbedre mig i forhold til sidste år for at finde nøglen til at vinde denne her finale. Jeg er virkelig glad for, at jeg kunne håndtere presset og dele sejren med det italienske publikum.

- Det er fantastisk. Det her er min første titel i Italien, og det betyder så meget for mig. Jeg er virkelig glad for det, for det er en god måde at afslutte en fantastisk sæson, siger han.

Sinner er den første italiener til at vinde turneringen i løbet af de 55 år, hvor den har eksisteret.

Det er Sinners ottende titel i den seneste sæson, som begyndte med Grand Slam-titlen Australian Open.

Ud over Davis Cup-titlen, som spilles i Málaga i december, er Australian Open den næste titel, som Sinner skal forberede sig på at forsvare.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at reagere, eller hvordan jeg kommer til at spille. Men det er helt sikkert, at jeg vil forberede mig på den bedst mulige måde. Som i alle andre turneringer prøver vi at forberede os, og så må vi se.

- Jeg siger altid, at tennis er uforudsigeligt. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Men det skal nok gå alt sammen, hvis man er et godt sted mentalt, siger han.

Australian Open afholdes i Melbourne fra den 12. til 26. januar 2025.

/ritzau/AFP