Topseedede Serena Williams var storfavorit til at gentage sin Wimbledon-sejr fra sidste år, da hun lørdag eftermiddag mødte russeren Vera Zvonareva i finalen i London.
Den amerikanske tennisstjerne levede op til favoritværdigheden, da hun suverænt vandt 6-3, 6-2 efter en time og syv minutters spil.
Dermed har 28-årige Serena Williams vundet damesingle ved Wimbledon i alt fire gange.
På forhånd var kampen mellem Serena Williams og 21.-seedede Vera Zvonareva en dyst mellem to spillere, som begge havde været uhyggeligt gode til at holde deres server igennem hele Wimbledon-turneringen. Og i kampens begyndelse fortsatte det mønster.
Serena Williams fik kampens første breakbold ved stillingen 3-2, men Vera Zvonareva lukkede effektivt ned og udlignede til 3-3.
Breakbolden var dog et varsel om, hvad der skulle komme. Foran 4-3 fik Serena Williams igen mulighed for at bryde, og denne gang tog hun chancen med et passerslag, da Zvonareva havde flugtet lidt for kort.
Williams snuppede herefter første sæt, og hun fik en ideel begyndelse på det andet sæt ved at bryde Zvonarevas serv i sættets første parti.
Russerens fejlprocent steg, og efter en dobbeltfejl af den mere og mere frustrerede Zvonareva, brød Williams igen til stillingen 4-1.
Herefter var resten af kampen en ekspeditionssag for amerikaneren, som ikke tillod sin modstander en eneste breakbold i hele kampen.
Med sejren er Serena Williams oppe på at have vundet 13 grand slam-titler i damesingle.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde