Svækket Henning tilfreds med indsatsen

Rasmus Henning var på en gang både skuffet og tilfreds efter sin ottendeplads i den olympiske triatlon. Henning havde forberedt sig minutiøst til konkurrencen i halvandet år og var derfor på jagt efter medaljer, men han blev sløj et par dage før, han skulle i aktion.  
- For to dage siden ville jeg have kunnet svømme 200 meter med de andre, og så ville jeg være gået op. Der havde ikke været mere. Men jeg kom igennem og leverede et resultat, hvor jeg blev nummer otte i verden. Det er trods alt ikke helt ude i skoven. Jeg er stolt over, at jeg kom ordentligt igennem, sagde Rasmus Henning.
 
Den 32-årige triatlet ærgrede sig dog over, at han ikke selv havde været herre over sin fysiske tilstand op til konkurrencen.
 
- Det siger noget om, hvor sårbar man er i elitesport. Selv om man forbereder sig minutiøst og får det op at køre, så skal der meget, meget lidt til at vælte læsset. I hvert fald i en sportsgren, hvor man er alene, sagde Rasmus Henning. /ritzau/




Det lykkedes ikke for Rasmus Henning at få drømmen om en OL-medalje opfyldt. Triatleten har været ramt af sygdom og var derfor tilfreds med sin indsats.

Offentliggjort Sidst opdateret