Svækket Murray færdig i US Open

I år er det ikke sjovt at hedde Andy ved tennisturneringen US Open.

I anden runde røg en af forhåndsfavoritterne, Andy Roddick, ud, og i tredje runde var det amerikanerens skotske navnebror, Andy Murray, der måtte forlade turneringen.

Murray har haft store problemer med fysikken, og den fjerdeseedede skotte var tydeligvis ikke på toppen, da han tabte med 6-7, 7-6, 6-3 og 6-3 til Stanislas Wawrinka fra Schweiz.

- Jeg kæmpede med fysikken, og det frustrerede mig. Jeg har arbejdet hårdt for igen at få muligheden for at vinde turneringer, og jeg følte, at min chance for at gøre det godt her, forsvandt gradvist, siger Andy Murray.

Wawrinka skal i næste runde møde Sam Querrey, der er den ene af to tilbageværende amerikanske spillere i herrernes singlerække. Den anden er Mardy Fish.

Hos kvinderne går det mere efter planen. Venus Williams besejrede i to sæt 16.-seedede Shahar Peer fra Israel med 7-6 og 6-3. Endnu mere suveræn var den forsvarende mester, Kim Clijsters. Hun spillede mod den tidligere verdensetter Ana Ivanovic fra Serbien, og her var der klasseforskel, da belgieren vandt med 6-2 og 6-1.

/ritzau/

Foto: PAUL J. BERESWILL/AP

Andy Murray er færdig ved US Open. Den fjerdeseedede skotte var svækket fysisk og tabte i fire sæt.

Offentliggjort Sidst opdateret