Svækket TSØ-hold spillede stort i Odder
Lasse Hamann-Boeriths og Team Sydhavsøerne tog en sikker sejr med hjem fra Odder. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
På trods af adskillige afbud lykkedes det lollikkerne at tage en sejr med hjem.
ODDER: Team Sydhavsøerne har reserverne klar, når de etablerede kræfter må sidde ude.
Det var nemlig et hårdt svækket Sydhavs-mandskab, der gik på banen i Odder Spektrum. Hele syv spillere sad ude af forskellige årsager. Deriblandt Alexander Nielsen og Rasmus Larsen, og derfor var det uden venstrehåndede bagspillere, at gæsterne stillede til start.
De kom da også i uvejr straks fra kampens begyndelse, da Odder kom foran med 3-0 og 10-6 inden Team Sydhavsøerne fik bedre greb om tingene, og frem for alt fik bolden ind bag Odder-keeper Marcus Raakjær, der havde alt for mange redninger i de første tyve minutter. Især stregspiller Daniel Astrup havde problemer med sine afslutninger, og scorede kun et mål på fem forsøg i første halvleg.
Team Sydhavsøerne så rådvilde ud ved stillingen 10-6, men fandt så rytmen, og med fem scoringer i træk, kunne de for første gang bringe sig foran med 11-10.
Etmålsføringen holdt til pausen, hvor man ellers kunne have spillet sig foran med to mål, men Kristian Lund Vukman smed bolden væk i overtal.
Daniel Astrup havde som nævnt problemer før pausen, men den stærke stregspiller steppede gevaldigt op i anden halvleg, hvor også keeper Oliver Larsen for alvor viste klassen.
Forsvaret stod stærkt og tvang Odder til fejl, der blev udnyttet i en modsatte ende, og lige pludselig førte Team Sydhavsøerne 19-14.
Det blev også 22-16 inden Odder scorede to mål i træk. Træner Klavs Bruun Jørgensen anede den lille fare, og tog en timeout, der blev brugt effektivt med et kvarter igen.
På trods af flere udvisninger til både Lasse Hamann-Boeriths og Frederik Elmkjær, der blev diskvalificeret med halvandet minut igen, for sin tredje udvisning, kom sejren aldrig i fare.
Unge Mads Andersen sørgede, med en række vigtige mål, for, at Odder aldrig kom tættere på en fem scoringer i slutfasen, og det endte med en sikker sejr på otte mål og resultatet 30-22 til Team Sydhavsøerne.
Odder har tidligere voldt Team Sydhavsøerne store problemer på hjemmebane, men denne gang var det lollikkerne, der kunne synge sejrssangen og fejre en forrygende start på håndboldåret 2024.
Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærerne alt for længe, for allerede på tirsdag kommer Skive på besøg i Lolland Bank Arena i Maribo.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker