Svær plan førte Mads Pedersen til rekordsejr og førertrøje
Mads Pedersen kunne for anden gang på tre dage fejre både etapesejr og en tur i den lyserøde førertrøje på podiet i Giro d'Italia. Foto: Gian Mattia D''alberto/Ritzau Scanpix
Mads Pedersen krævede meget af sit hold søndag, og det hele gik op i en højere enhed, da han slog rekord.
Søndag er formentlig en dag, cykelrytteren Mads Pedersen ikke glemmer lige foreløbig.
Ikke alene vandt han sin anden etapesejr i årets Giro d'Italia og kørte sig tilbage i den lyserøde førertrøje, som ingen dansker før ham har båret. Han slog også en af dansk cykelsports store rekorder.
Sejren søndag var hans 52. UCI-sejr i karrieren. Dermed slog han den rekord på 51 sejre, som Rolf Sørensen har haft.
Men det skete ikke uden stor hjælp fra sit Lidl-Trek-hold, som på stigningen 50 kilometer fra mål knoklede for at smide de hurtigste sprintere af og bane vejen for Mads Pedersens triumf.
- Vi lagde en hård plan for holdet i morges, og alle skulle være godt kørende, hvis det skulle lykkes at komme tilbage i lyserødt. I sidste ende kørte vi også for at vinde etapen, så det er superfedt med et miks af at vinde endnu en etape og få den lyserøde førertrøje tilbage, siger Pedersen til TV 2 Sport.
- Og så er det også fedt lige at komme forbi Rolf nu og have flere professionelle sejre end ham. Det er dejligt - rigtig dejligt.
Mads Pedersen kan holde hviledag mandag, hvor feltet rykker fra Albanien til Italien, med et forspring på ni sekunder til den slovenske veteran Primoz Roglic.
Pedersen tog førertrøjen med sin spurtsejr på 1. etape, men på lørdagens enkeltstart var han et enkelt sekund for langsom til at forsvare den over for Roglic.
De ti bonussekunder for søndagens sejr sendte dog danskeren tilbage i lyserødt.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned