Svær premiere for NFH

Åbningskampen i næste sæson Håndboldliga bliver særdeles vanskelig for Kristina "Mulle" Kristiansen og NFH, når de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg tager imod. Foto: Peter Larsen

Det ligner et voldsomt udlæg for NFH, når Håndboldligaen starter op igen til september.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: NFH bliver i den grad kastet for løverne, når Håndboldligaen indledes om lidt over to måneder.

Kampprogrammet er netop offentliggjort, og NFH, med mange nye spillere på holdkortet, indleder sæsonen på udebane mod de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg.

Et sværere udlæg findes næppe mod det vestjyske mandskab, der godt nok har mistet en af verdens bedste stregspillere i Vilde Mortensen Ingstad, men i stedet har hentet den tidligere NFH-spiller Rikke Iversen i Odense, for at udfylde pladsen. Derudover råder de stadig over klassespillere som Henny Reistad, Nora Mørk og den danske landsholdskeeper Anna Kristensen.

TV-kamp

Kampen er fastlagt til søndag 3. september kl. 20:00 som den første tv-kamp fra Håndboldligaen i den nye sæson, og NFH kan betragte det som noget af et cadeau fra TV Sport, at netop den kamp bliver udset som "braget", der skal skyde den nye sæson godt i gang.

Så må man blot håbe at NFH kan gøre en noget bedre figur end de to holds seneste møde i DM-semifinalen, hvor Team Esbjerg vandt med hele 31-19.

Når premierekampen i Esbjerg er overstået venter den helt store åbning af den nye arena i Nykøbing, der skulle være helt færdig i starten af september, hvor Skanderborg bliver den første modstander i de nye omgivelser. Kampen er lige nu fastlagt til 9. september, men der kan stadig rykkes en smule rundt på den termin.

Første halvdel af sæsonen spilles frem til 15. november, hvor turneringen går i EM-dvale frem til starten af januar. Den sidste kamp før EM-pausen spilles på udebane mod oprykkerne fra Bjerringbro, mens turneringen genoptages straks ind i det nye år, hvor det nærmest pr. tradition er rivalerne fra København, der er modstanderen.

Kamprækkefølge for NFH i første halvsæson:

Endelig termin ikke fastlagt på alle kampe

3. september: Team Esbjerg - NFH

NFH - Skanderborg

Ajax - NFH

20. september: NFH - Odense

Ringkøbing - NFH

NFH - Viborg HK

8. oktober: Sønderjyske - NFH

NFH - Ikast

27. oktober: Horsens - NFH

NFH - Silkeborg-Voel KFUM

Aarhus United - NFH

Bjerringbro - NFH

NFH - København

Og ligesom i den forgangne sæson mødes København og NFH i Frederiksberg-Hallen i grundspillets sidste spillerunde 20. marts næste år.