Sværvægteren Tyson Fury får revanche og er verdensmester
Tyson Fury fejrer sin sejr i MGM Grand Garden Arena i Las Vegas. Foto: Steve Marcus/Reuters
Steve Marcus/Reuters
På en teknisk knockout i syvende omgang besejrer Fury amerikanske Wilder i en revanchekamp om WBC-titel.
Den britiske bokser Tyson Fury slår amerikanske Deontay Wilder på teknisk knockout og er ny verdensmester i sværvægt i bokseforbundet World Boxing Council (WBC).
Sejren blev sikret i syvende omgang, hvor Wilders hjørne måtte kaste håndklædet i ringen, efter at amerikaneren havde været helt ude i tovene.
31-årige Fury dominerede kampen og er nu på 30 sejre i 31 kampe.
Efter kampen anerkendte Fury Wilders indsats og "hjerte", skriver britiske The Guardian.
- Han er en kriger. Han kommer tilbage. Han bliver mester igen. Men jeg vil sige, at kongen har sat sig på tronen igen, siger Fury ifølge det britiske medie.
Der løb blod fra 34-årige Wilders øre, da kampen blev stoppet, og amerikaneren må nu erkende, at hans status som ubesejret er fortid.
Selv mener Wilder, at han kunne have bokset videre.
- Jeg ville ønske, at mit hjørne havde ladet mig fortsætte. Jeg er en kriger, siger han.
Wilder har haft titlen som verdensmester i WBC siden januar 2015, og han nåede at forsvare titlen ti gange.
Der var tale om en omkamp mellem de to boksere.
Wilder forsvarede således i 2018 sit WBC-verdensmesterbælte i sværvægt i en uafgjort titelkamp mod Fury. Men det lykkedes altså ikke denne gang for Wilder.
Revanchekampen blev bokset i MGM Grand Garden Arena i Las Vegas. Flere store stjerner overværede kampen. Super Bowl-MVP Patrick Mahomes sad ringside, mens de tidligere basketstjerner Magic Johnson og Jerry West også var blandt publikum.
Mange boksefans håber formentlig på, at Tyson Fury nu kan komme til at møde briten Anthony Joshua. Briten er indehaver af sværvægtsbælterne hos IBF, WBA og WBO.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned