Svanerne sejrede og er klar til Parken

Knap 600 tilskuere trodsede tirsdag eftermiddag vejret og mødte op i Nykøbing Idrætspark for at heppe på pigerne fra Svaneskolen i Væggerløse. Med store farvestrålende bannere og høje, taktfaste kampråb stod og sad børn og voksne i alle aldre klar til at støtte op om pigerne, der spillede semifinale mod Nyrupskolen fra Kalundborg i Ekstra Bladets skolefodboldturnering.

- Selvfølgelig er vi her for at bakke op om pigerne – det er så flot, at de er gået så langt, fortæller Trine Nielsen, der går i 8. klasse på Østre Skole i Nykøbing, mens koret af håbefulde tilskuere overdøver både hende og træneren, der råber instrukser ud til spillerne på banen.

Også Sally Devantier fra Sundskolen følger kampen med spænding:

- Jeg spiller selv fodbold, så jeg er selvfølgelig interesseret i, hvordan det går. De er gode, men de får kamp til stregen, siger hun med øjnene fæstnet på banen.

Se kæmpe billedserie fra kampen - KLIK HER.

Og de fremmødte fik, hvad de kom for. En spændende kamp, hvor begge hold skiftevis kæmpede for at vise deres værd, og hvor pigerne fra Svaneskolen til sidst sejrede.

- Vi var klart bedst i første halvleg - i anden halvleg blev vi lidt trætte, siger træner Rene Rygaard, der roser spillerne for en flot holdindsats.

Der kom ingen mål i den ordinære spilletid, så vinderen blev først fundet efter det 10. målskud i straffesparkskonkurrencen, da Michelle Bech fra Nyrupskolen brændte.

- Det er så sindssygt, det er en drøm, der går i opfyldelse, var det eneste, Svaneskolespilleren Mathilde Bak kunne fremstamme lige efter afgørelsen.

Pigerne fra Svaneskolen skal spille finale i Parken torsdag den  29. april mod Holmegårdskolen i Hjørring.

Se kæmpe billedserie fra kampen - KLIK HER.
Læs også artiklen En drøm går i opfyldelse
 

Foto: Foto: Anders Knudsen

BILLEDSERIE OG AFSTEMNING: Pigerne fra Svaneskolen var langt fra favoritter i semifinalen i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. Alligevel løb de med sejren.

Offentliggjort Sidst opdateret