Svensk bokser i respirator efter hjerneblødning

Den svenske bokser Frida Wallberg pådrog sig en hjerneblødning under en WBC-titelkamp fredag aften. Hun ligger fortsat i respirator og har bokset sin sidste kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bekræfter hendes kæreste Robert Stridsberg overfor den svenske avis Aftonbladet.

- Hun er blevet opereret. De har åbnet hendes hjerne for at tage blod ud. Frida ligger i respirator.

- Hun må have hjælp til at ånde, og hun er lagt i kunstig koma. Det kan være, at lægerne prøver at vække hende i løbet af lørdagen, skriver Stridsberg i en pressemeddelelse.

Den norske bokser Cecilia Brækhus var til stede i boksearenaen.

- Dette er meget ubehageligt at se på, siger Brækhus til norske VG.

I ottende omgang blev 30-årige Wallberg knockoutet to gange på kort tid efter slag fra australieren Diana Prazak. Dommeren afbrød kampen, og bokseren fik ilt og blev sendt på hospitalet.

- Det er ikke godt, at kampen endte på denne måde. Lige nu føler jeg ikke, at jeg har vundet nogen ting, siger Prazak.

Nederlaget var Wallbergs første i 12 kampe, og der kommer ikke til at blive flere kampe til svenskeren.

- Vi følger de internationale amatørregler i Sverige. De siger klart, at man ikke kan bokse efter at have pådraget sig en hjerneblødning, siger medicinsk ansvarlig i Sveriges bokseforbund, Robert Ludwig til TT.

/ritzau/