Svensk bordtennislegende gamblede flere millioner væk
Den i dag 53-årige Jan-Ove Waldner vandt OL-guld i 1992 og strøg også til tops ved VM i 1989 og 1997. Arkivfoto. Foto: Nikola Solic/Reuters
Nikola Solic/Reuters
Jan-Ove Waldner vurderer, at han har spillet 3,5 millioner kroner op, men han lider ingen nød i dag.
Den svenske bordtennislegende Jan-Ove Waldner har gamblet en større del af sin formue væk.
Den tidligere verdensmester udviklede et spillemisbrug, da han i starten af karrieren begyndte at tjene store penge på sit talent for bordtennis.
Til avisen Expressen fortæller den i dag 53-årige Waldner, at han på en typisk aften kunne tabe mellem 20.000 og 30.000 svenske kroner på væddemål. Samlet set spillede han flere millioner op.
- Jeg tror, at det nærmer sig fem millioner kroner. Jeg var drevet af spændingen, siger Jan-Ove Waldner til Expressen.
I danske kroner svarer svenskerens økonomiske tab til 3,5 millioner.
Allerede i 2003 valgte den på det tidspunkt store bordtennisstjerne at tale åbent om sit spillemisbrug.
- Jeg ville fortælle om det - det kunne hjælpe andre, der havde problemer med spil.
- Jeg havde jo ikke dræbt nogen eller gjort noget andet farligt. Det hele var min egen fejl. Det var kun mine penge, som det handlede om, fortæller Waldner.
I dag kan han fortsat finde på at gamble, men det er for helt andre beløb.
- Det sker indimellem. Men det er under kontrollerede former. Jeg har lagt det andet bag mig, siger han.
Selv om gambling har kostet Jan-Ove Waldner mange penge, så lider han ingen økonomisk nød. Han fortæller, at han ejer et sommerhus og har placeret de fleste af sine penge i aktiefonde.
Waldner vandt den individuelle VM-titel i 1989 og 1997 samt OL-guld i 1992 i Barcelona. Derudover blev det til flere VM-guldmedaljer med det svenske landshold.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker