Svensk EM-skuffelse: Danskerne var smartere

De svenske værter var storfavoritter i onsdagens åbningskamp mod Danmark ved EM i kvindefodbold, men de blågule måtte nøjes med 1-1 mod et velspillende og velforberedt dansk mandskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om svenskerne helt usædvanligt brændte to straffespark på den danske målvogter Stina Lykke Petersen, mener hjemmeholdets spillere alligevel, at resultatet af den underholdende kamp i Göteborg var retvisende.

- Danmark spillede smartere end os. De gjorde de virkelig godt, siger midtbanespilleren Caroline Seger til nyhedsbureauet TT.

- Det er skønt, at vi fik et point med os. Man må ikke glemme, at der er to kampe mere, siger hun.

Mariann Gajhede Knudsen bragte danskerne foran på en fin solopræstation midt i første halvleg, inden Nilla Fischer udlignede på et hovedstød kort før pausen.

Derved blev det trods store chancer i begge ender. Umiddelbart en større skuffelse for svenskerne, der var klar favorit.

Svensk sejr var således spillet helt ned i odds 1,44 inden kampen.

- Uafgjort var det rette resultat, når man ser på spillet mener den svenske målscorer Nilla Fischer.

- Det er klart, at hvis man bare ser på de to straffespark, så skulle vi selvfølgelig have vundet, men danskerne havde også gode chancer, siger Fischer.

Alle fire hold i gruppen har et point efter første kamp. Næste runde spilles på lørdag, hvor Danmark skal møde Italien, mens svenskerne skal op imod Finland.

/ritzau/