Svensk EM-skuffelse: Vi skal vinde sådan en kamp hver gang

Rumænien kunne fredag fejre en overraskende sejr over Sverige ved håndbold-EM. Foto: Ferenc Isza/Ritzau Scanpix

Sveriges håndboldkvinder risikerer at blive ydmyget af Frankrig, hvis ikke de opper sig, siger stregspiller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er stor skuffelse i Sveriges EM-lejr, efter at landets håndboldkvinder fredag løb ind i et overraskende 23-25 nederlag til Rumænien.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Resultatet betyder, at Sverige får svært ved at nå semifinalen i turneringen.

- Det er virkelig surt. Det her er en kamp, som vi alle dage i ugen skal vinde, lyder det fra den svenske fløjspiller Nathalie Hagman.

Hagman spiller til daglig for SCM Ramnicu Valcea i netop Rumænien.

Sverige var storfavorit i fredagens opgør mod Rumænien, men svenskerne kom skidt fra start og var blandt andet bagud med 4-10 i første halvleg.

Nederlaget betyder, at svenskerne nu er afhængige af resultater fra andre kampe, hvis de skal gå videre til semifinalen.

Dels skal de selv vinde over Frankrig og Montenegro, og derudover skal Ungarn vinde over både Rumænien og Frankrig.

Hvis ikke Sverige opper sig, kan de dog godt glemme alt om avancement.

Det siger den svenske stregspiller Linn Blohm.

- Det bliver virkelig svært. Hvis vi spiller sådan her mod Frankrig, så taber vi med 20 mål, siger stregspiller Linn Blohm efter fredagens kamp.

Hun hæfter sig særligt ved, at Sverige havde svært ved at score.

- 23 mål i alt og kun otte mål i første halvleg er utrolig dårligt. Nogle kampe ender med at blive sådan, at vi kollektivt slet ikke kan score. Pludselig er der ingen, der kan lave mål, selv om vi kommer til chancer, siger Blohm.

Sverige skal i aktion igen søndag aften, hvor der venter en svær opgave mod Frankrig. Svenskernes sidste kamp - mod Montenegro - spilles tirsdag.

De danske håndboldkvinders næste opgave er Tyskland lørdag klokken 18.00.

/ritzau/