Svensk stopper skifter til Esbjerg på lejeaftale
Esbjergs cheftræner, Lars Olsen, kan i forårssæsonen råde over svenske Franz Brorsson. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Forsvarsspilleren Franz Brorsson spiller det næste halve år i Esbjerg på leje fra Malmö FF.
Esbjerg lejer forsvarsspilleren Franz Brorsson i Malmö FF.
Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.
23-årige Brorsson skal forstærke Esbjergs forsvar i bestræbelserne på at overleve i Superligaen, hvor der skal findes tre nedrykkere.
Esbjergs sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, er godt tilfreds med, at Brorsson spiller i det vestjyske i resten af sæsonen.
- Franz Brorsson er det, jeg vil kalde en rendyrket forsvarsspiller, der spiller med stor ærgerrighed. Samtidig er han fysisk stærk, ligesom han besidder en god fart.
- Brorsson er kun 23 år, men på trods af det er han utrolig rutineret og har høstet erfaring på det højeste niveau igennem kampe for Malmö i forbindelse med Champions League og Europa League, siger sportschefen til Esbjergs hjemmeside.
Den svenske midtstopper fik debut for Malmö FF i 2015 og har siden spillet 111 kampe på tværs af alle turneringer. Det er også blevet til to kampe på det svenske landshold.
- Efter at have været mere eller mindre fast mand i de to forudgående sæsoner så har Brorsson ikke spillet helt så mange kampe i 2019, og derfor er vi sikre på, at han kommer med en stor sult efter at spille, hvilket vi vil få glæde af i EfB, siger Jimmi Nagel Jacobsen.
Esbjerg ligger næstsidst i Superligaen med 13 point, før sæsonen genoptages i midten af februar. Der mangler seks runder af grundspillet.
I sidste sæson vandt klubben sølv med John Lammers som cheftræner. Han blev fyret i september og erstattet af Lars Olsen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie