Svenske fans rammer dommer med kanonslag

Mandagens kamp mellem Syrianska og AIK Stockholm i den bedste svenske fodboldrække blev aldrig spillet færdig. Udeholdets fans kunne ikke opføre sig ordentligt, og hele uroen endte ud i en regulær skandale, da en linjedommer blev ramt af et kanonslag.

Skandalen indtræf kort efter, at bundholdet Syrianska havde bragt sig foran med 1-0, og det var da også en rystet Syrianska-træner, der mødte pressen efter kampen.

- Efter at vi havde scoret, blev der kastet kanonslag ind blandt vores fans. Og det var ikke bare to eller tre. Jeg er meget urolig for sikkerheden på tribunerne. Jeg har selv et barn, der sidder deroppe, siger Özcan Melkemichel til Canal Plus.

Et af kanonslagene ramte linjedommeren direkte på øret, og kort efter blev kampen afbrudt, så den sårede dommer kunne modtage lægehjælp.

Kampen blev ikke genoptaget senere på dagen, og det er endnu uvist, hvad det får af betydning for resultatet.

Men AIK Stockholm kan godt forvente en stor bøde for som minimum at have påført linjedommeren tinnitus - måske endda endnu værre skader.

Disciplinærudvalget i den svenske Allsvenskan-liga skal drøfte sagen tirsdag.

Samtidig skriver det svenske nyhedsbureau TT, at AIK Stockholm tidligere er blevet straffet med millionbøder for tilskueroptøjer.

/ritzau/

Svensk fodbold løb mandag ind i en skandale, da et kanonslag fra AIK Stockholms fans ramte en linjedommer.

Offentliggjort Sidst opdateret