Svenske favoritter dukker Danmarks curlingkvinder ved OL
De danske curlingkvinder havde det som ventet svært i OL-premieren mod Sverige. Foto: Scanpix/Lars Møller
Scanpix/Lars Møller
Sverige blev for stor en mundfuld for de danske kvinder, der forlod curlinghallen med et klart nederlag.
Sveriges kvindelandshold i curling er en varm medaljekandidat ved vinter-OL, og svenskerne var et nummer for stærke for Danmark i onsdagens premierekamp i Sydkorea.
Skipper Madeleine Dupont og hendes mandskab tabte med 3-9 og kunne altså ikke hævne deres mandlige kollegers nederlag til samme nation tidligere på dagen.
Sverige har vundet sølv ved de to seneste europamesterskaber og spillede som et topmandskab med stor sikkerhed og meget få fejl.
Trods fordel af sidste sten i de første tre ender kom danskerne bagud 0-3, inden de i fjerde ende reducerede til 1-3.
Men svenskerne var konstant ovenpå, og da de for første gang havde sidste sten i femte ende, udnyttede de fordelen til at spille sig til en pauseføring på 5-1.
Mathilde Halse, Julie Høgh, Denise Dupont og Madeleine Dupont manglede generelt den sidste præcision i spillet til at true favoritterne.
Billedet var det samme efter pausen, hvor den danske skipper ikke kunne komme ud af en svensk klemme, da hun skulle sætte den afgørende sten.
I stedet for dansk reducering øgede Sverige med to point, og dermed førte de blågule med hele 7-1 før syvende ende.
Her fik Danmark for første gang udfordret overmagten, men en triple takeout begrænsede skaderne for svenskerne, der slap med en dansk reducering til 3-7.
Da Sverige scorede yderligere to point i ottende ende, valgte de danske kvinder at opgive.
Danmark skal i aktion igen natten til torsdag, når holdet møder Japan.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker