Svenske Serie A-spillere er smittede med corona kort før EM
Dejan Kulusevski (th.) er sendt i isolation, efter at han er testet positiv for coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Både Dejan Kulusevski og Mattias Svanberg er sendt i isolation i Sveriges EM-lejr efter positive coronatest.
Blot seks dage før Sverige tager hul på EM-slutrunden mod Spanien, er svenskerne ramt af coronaproblemer.
På et pressemøde tirsdag i den svenske lejr fortalte landsholdsledelsen, at Dejan Kulusevski er sendt i isolation efter at have afgivet en positiv coronatest.
Få timer senere viste nye testresultater, at også Mattias Svanberg er testet positiv.
- Da alle testene kom, så vi, at Mattias Svanberg havde en positiv test. Mattias vil ikke træne med resten af holdet og er nu sendt i isolation på hotellet, siger holdlægen Anders Valentin i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Indtil videre har ingen af de andre spillere vist tegn på at være smittet, men frygten for smittespredning har givetvis ramt den svenske EM-lejr.
Kulusevski er en stor profil på holdet, og han tørner til daglig ud for den italienske storklub Juventus.
21-årige Dejan Kulusevski har i indeværende sæson spillet 47 kampe for Juventus. Her er det blevet til syv mål og syv målgivende afleveringer.
På nationalmandskabet står han noteret for 13 A-landskampe med en enkelt scoring til følge.
Svanberg spiller også i Serie A for Bologna. Han har spillet ni landskampe for Sverige og scoret et enkelt landskampsmål.
Sverige skal i sin første EM-kamp møde Spanien 14. juni. Spanierne har også haft coronaproblemer på det seneste, da holdets anfører, Sergio Busquets, måtte tages ud af truppen efter en positiv test.
De to øvrige hold i gruppen er Polen og Slovakiet.
Svenskernes offensiv er i forvejen ramt. En skade forhindrede Zlatan Ibrahimovic i at komme til EM, efter at han ellers var vendt tilbage på landsholdet efter flere års pension fra de svenske farver.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned