Lørdagens VM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Sverige ligner ikke en sag for folk med dårlige nerver. Men i den svenske lejr tror man ikke, at det mentale bliver afgørende i Parken.
- Mentalt er vi så vant til disse situationer. Det var det samme før vores seneste kampe mod Ungarn og Malta, så dette er ikke så specielt, siger Brøndby-spilleren Mikael Nilsson, der heller ikke mener, at man kan pege på, at det ene hold er stærkere end det andet rent mentalt.
- Danmark er også et meget erfarent hold, så jeg tror ikke, at det mentale bliver afgørende. Mentalt er de to hold meget lige, siger han.
Der er blevet varmet op til kampen i begge lande i flere uger, og der er også røget visse giftpile over sundet. Zlatan Ibrahimovic har blandt andet sagt, at Danmark slet ikke har spillerne til at spille det system, Morten Olsen praktiserer. Den svenske landstræner, Lars Lagerbäck, har i optakten sagt, at svenskerne vil "eje Parken", men det ser han ikke som en del af et mentalt spil.
- Jeg synes hverken, at det er arrogant eller barskt at sige, at vi vil eje parken. Sådan er det bare. Vi vil slå danskerne. Så nej, jeg synes ikke, at jeg har bidraget til at skabe en særlig stemning inden denne kamp, slår den erfarne svenske træner fast.
Sidst svenskerne var i Parken, endte det i drama med en fuld baneløber, der angreb dommeren, et rødt kort til Christian Poulsen og en svensk sejr på skrivebordet.
- Sidst vi var her, spillede vi godt. Ja, vores første halvleg var måske den bedste nogensinde. Danskerne dominerede anden halvleg, men de viste sprækker i begyndelsen af kampen, minder Lagerbäck om.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned