Svenskerne strømmer atter til Superligaen
Antallet af svenske spillere er igen højt i Alka Superligaen, efter at det ramte bunden for få år siden.
Det er igen blevet attraktivt for svenske fodboldspillere at spille i den bedste danske fodboldrække.
Analysen "Svensk og dansk klubfodbold" fra Øresundsinstituttet viser, at der i denne sæson er 20 svenske spillere i Alka Superligaen.
Det er mange flere, end da der i 2012/13 kun var otte spillere med svensk pas.
Dermed er Superligaen den liga, ud over Allsvenskan, hvor der er flest svenske spillere.
Analysen fra Øresundsinstituttet påpeger, at den såkaldte forskerordning gør det attraktivt for svenske spillere at søge arbejde i dansk fodbold.
Før forårssæsonen skete der adskillige handler med svenske spillere, der tog til danske klubber.
Blandt andet hentede topholdet, FC Midtjylland, målmanden Johan Dahlin, FC København købte backen Ludwig Augustinsson, og AaB hentede midtbanespilleren Andreas Blomqvist.
Antallet af svenske spillere er dog ikke oppe på niveauet fra 2009, da hele 28 af slagsen var beskæftiget i Superligaen.
Siden blev de danske klubbers økonomi forværret, og det førte ifølge analysen til et fald i tilgangen af svenske spillere til Danmark.
Analysen viser også, at de danske klubber har meget store underskud sammenlignet med klubberne i Sverige.
Mens de danske klubber i Superligaen i perioden 2010-13 samlet tabte 852 millioner kroner, så var tabene i Allsvenskan-klubberne i samme periode på 201 millioner svenske kroner, hvilket svarer til 164 millioner danske kroner.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde