Sverige begraver Tysklands medaljedrøm ved EM
Oscar Bregendahl og Jonathan Carlsbogård skal ud i en gyser mod Norge på tirsdag. Foto: Radovan Stoklasa/Reuters
Radovan Stoklasa/Reuters
Det coronaplagede tyske landshold tabte 21-25 til Sverige og er uden chance for at komme i semifinalen.
Der venter et trekantdrama mellem Spanien, Sverige og Norge om de to billetter til semifinalen i mellemrundegruppe II ved håndbold-EM.
Tysklands sidste håb om at blande sig i medaljestriden blev begravet med et 21-25-nederlag til svenskerne i Bratislava søndag aften. Tidligere på dagen udspillede Rusland også sin rolle i turneringen.
Tyskerne har været hårdt plaget af coronasmitte i turneringen. Tilbage for Alfred Gislasons tropper er kun en trøstkamp mod Rusland på tirsdag.
Sverige var ikke bagud en eneste gang i opgøret, men måtte alligevel slide for sejren og de to point.
Midt i anden halvleg nåede Tyskland op på både 14-14 og 15-15, og den unge bagspiller Julian Köster fik flere gange vist sit store talent.
Tyskerne kunne dog ikke holde fast og mistede pusten i det sidste kvarter. Spillerne fik sværere og sværere ved at komme igennem det stærke svenske forsvar med Oscar Bregendahl som den store figur.
De blå-gule nåede op på et forspring på fem mål, inden Tyskland fik pyntet med kampens sidste scoring.
Sverige afslutter mellemrunden på tirsdag med en skandinavisk gyser mod Norge. Nordmændene mødte søndag Spanien. Her kunne spanierne med et enkelt point sikre sig den ene semifinaleplads i gruppen.
Men i stedet er det nu helt åbent i striden om de to topplaceringer, der giver avancement. Norge vandt nemlig 27-23, så både nordmændene samt Spanien og Sverige har seks point inden de sidste kampe.
Her står Spanien over for Polen, som har udspillet sin chance for at gå videre.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker