Sverige fejer danske curlingkvinders semifinaledrøm væk
En ærgerlig sten fra Madeleine Dupont i femte ende var med til at besegle Danmarks OL-skæbne. Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Efter et 3-9-nederlag til Sverige kan Danmarks curlingkvinder ikke længere nå semifinalen ved vinter-OL.
De danske curlingkvinder har udspillet deres rolle i jagten på olympisk metal ved legene i Beijing.
Tirsdag formiddag dansk tid blev der nemlig sat en tyk streg under, at danskerne er et pænt stykke efter en af de dygtigste nationer, da det blev til et klart nederlag på 3-9 til Sverige.
Det var stillingen efter syv ud af ti ender, og derfor valgte det danske hold at sige tak for kampen.
Danskerne står noteret for to sejre efter de første syv gruppekampe. Der resterer stadig kampe mod Sydkorea og Canada, hvor Danmark med to sejre kan rykke længere frem i tabellen.
Allerede inden opgøret mod de stærke svenskere var den danske drøm om en semifinale og dermed en mulig OL-medalje yderst spinkel.
Skipper Madeleine Dupont, viseskipper Mathilde Halse og løjtnanterne Denise Dupont og My Larsen kom også hurtigt i svensk modvind.
I tredje ende lykkedes det svenskerne at "stjæle" tre point, efter en knap så vellykket sidste sten fra dansk side. Dermed var stillingen 5-1 til Sverige, og danskerne var under pres.
Kampen blev reelt afgjort i femte ende, hvor svenskerne tog yderligere tre point, efter Madeleine Dupont spillede en skidt sidste sten. Hun var da også den første til at undskylde over for holdkammeraterne.
Danskerne kæmpede ufortrødent videre, om ikke andet så for at komme fra kampen med en bedre fornemmelse.
Trods mere præcist spil i de efterfølgende to ender blev det alligevel vurderet som en for stor mundfuld at forsøge at vende et efterslæb på seks point på de sidste tre ender, og derfor gav de to nabolandes spillere hinanden håndslag på, at kampen var ovre.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned