Sverige finder ny håndboldlandstræner i egne rækker
Michael Apelgren (til venstre) var assistent for nu forhenværende landstræner Glenn Solberg (i midten). Her er duoen i aktion i OL-kvartfinalen mod Danmark i august. (Arkivfoto). Foto: Bernadett Szabo/Reuters
Michael Apelgren overtager ansvaret for de svenske håndboldherrer efter Glenn Solberg.
Sveriges mandlige håndboldlandshold har fundet afløseren for Glenn Solberg, der for tre uger siden stoppede som landstræner med øjeblikkelig virkning.
Ny mand på posten bliver Michael Apelgren, der siden 2022 har været Solbergs assistent. Sveriges Håndboldforbund oplyser på sin hjemmeside, at aftalen med Apelgren gælder for fire år.
Sideløbende med opgaverne som landstræner skal den 40-årige svensker passe sit job i den ungarske storklub Pick Szeged, som han har stået i spidsen for siden sommer.
- Jeg vil fortsat se Sverige der, hvor vi har været de seneste år, siger Michael Apelgren.
- Vi skal være skuffede, når vi ryger ud i en kvartfinale i en slutrunde, vi skal være stolte, når vi vinder medaljer. Det er min ambition, og jeg føler mig tryg i, at spillerne deler den, lyder det.
Som klubtræner førte Apelgren den norske klub Elverum til seks mesterskabstitler på stribe mellem 2014 og 2020 og vandt siden to svenske mesterskaber med Sävehof i Sverige.
Under Glenn Solberg vandt det svenske landshold VM-sølv i 2021 og fulgte op med guld ved EM året efter. Til gengæld blev sommerens OL en skuffelse med en syvendeplads efter et kvartfinalenederlag til Danmark.
Apelgrens første vigtige opgave bliver VM i Norge, Danmark og Kroatien til januar. Svenskerne spiller sin indledende gruppe i Oslo og møder Spanien, Japan og Chile.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker