Sverige frygter dansk NHL-kæde
NHL-kæden med Nikolaj Ehlers, Jannik Hansen og Lars Eller aftvinger svensk respekt før VM-dyst søndag aften.
Det er ikke gået svenskernes næse forbi, at Danmark i år stiller med en særdeles spændende førstekæde ved A-VM i ishockey. I kæden er der tre NHL-spillere, og det aftvinger respekt hos naboerne, inden Danmark og Sverige mødes søndag aften i Moskva.
- Vi har stor respekt for Danmark. Det gælder om at være ydmyg, og hver kamp bliver vanskelig. Vi kan ikke bare vinde kampen.
- Danmark har et talentfuldt hold - frem for alt med deres NHL-kæde, hvor Nikolaj Ehlers kan være uhyre god i visse situationer, siger John Tornberg, der er Sveriges assistenttræner, til nyhedsbureauet TT.
Sverige har inden kampen nok at se til selv.
Normalt ville Sverige være enorm favorit til en kamp mod Danmark på isen, men en lang række afbud - der tales om op mod 30 i svenske medier - har gjort, at bookmakerne forventer en mere lige kamp søndag, om end Sverige stadig er favorit.
Åbningskampen mod Letland fredag forløb da heller ikke som planlagt for svenskerne, som først vandt 2-1 efter forlænget spilletid. Indsatsen skal forbedres, hvis det skal blive til succes mod Danmark.
- Vi skal gå hårdere til den, så det også kan høres, når stavene rammer hinanden. Gør vi det, så får vi lettere ved at få fat i pucken og vinde kampen, siger John Tornberg.
Danmark kommer til kampen med selvtillid efter lørdagens 3-0-sejr over Norge. Søndagens nabodyst begynder klokken 19.15 dansk tid.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned