Sverige i VM-choknederlag til Argentina

De svenske VM-værter snublede på forbløffende vis tirsdag aften på holdets vej mod mellemrunden i VM i herrehåndbold, da holdet tabte 22-27 til upåagtede Argentina.

Dermed har sydamerikanerne alle muligheder for at komme med i den mellemrunde, hvor de tre bedste hold fra holdets gruppe D skal pares med de tre bedste hold fra Danmarks gruppe. Det kræver blot en sejr over svage Chile i holdets sidste kamp.

Og skulle det lykkes, er Argentina sikre på at få de to point fra kampen mod Sverige med.

Sverige er sikre på at komme i mellemrunden trods nederlaget, men kommer Argentina med, ja så kan Sverige altså maksimalt hente to point med over, og det vil kræve en sejr over Polen i den sidste gruppekamp.

Den svenske hjemmebanefordel havde fået nogle til at spekulere i, om dette kunne blive turneringen, hvor holdet kunne vende tilbage til den verdenstop, som man engang tilhørte.

Men den forfatning, Sverige viste sig frem i mod miniputterne fra Argentina tirsdag, var der ikke skyggen af klasse over.

Svenskerne spillede en meget nervøs kamp og gik til pause bagud med 10-12, og de formåede ikke at tale sig frem til bedre løsninger i løbet af pausen.

I løbet af de første 12 minutter af anden halvleg gjorde Sverige kun situationen endnu sværere for sig selv ved blot at lave tre mål. Det udnyttede Argentina til at bringe sig foran med 18-13.

Det kæmpede svenskerne gennem hele anden halvleg med at få indhentet. Holdet kom aldrig tættere på end 21-23.

Argentina er på alle måder en VM-miniput. Holdet har deltaget ved de seneste syv VM-slutrunder, og holdet har en 15.-plads i 2001 som bedste resultat.

/ritzau/

Sverige mister vigtige point på vej mod mellemrunden, hvor Argentina er på vej med over.

Offentliggjort Sidst opdateret